Bragt i Jyllandsposten 13. oktober 23 (Få dage efter at Hamas angreb Israel fra Gaza).
Er vi klar til at tage imod 20.000 palæstinensiske flygtninge? Det er det vigtigste spørgsmål, når det gælder vores interesser i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinensere. Det lyder ligeså kynisk som dansk udenrigspolitik plejer at være, helt tilbage til dengang, hvor vi ville støtte ethvert regime, der købte vores landbrugsprodukter.
Palæstinenserne er i en årrække blevet trængt sammen på stadig mindre plads, og der er politikere i Israel som gerne vil tvinge palæstinensere væk fra de besatte områder. Nabolandene har allerede taget imod mange flygtninge og vil gøre hvad de kan, for at få nye flygtninge videre. Med mindre Tyrkiet vil acceptere flere flygtninge mod betaling, vil en stor del af de palæstinensiske flygtninge ende i EU.
Vi kan diskutere, hvem der har ret og uret. Jeg er vokset op med ideen om at Israel havde ret til deres eget land på grund af Holocaust, og at palæstinenserne bare kunne flytte et andet sted hen. Samtidig er palæstinenserne almindelige mennesker som mister deres jord og ejendom, og hele deres historie, når de bliver fordrevet. Hamas er stemplet som en terrororganisation af EU, mens den israelske regering i mange år har overtrådt international lov. Vi står med en konflikt, hvor begge parter er blevet fordømt.
De sidste dages begivenheder har kostet over 1000 israelere livet, mens der ifølge FNs tal er dræbt 6.407 palæstinensere og 308 israelere fra 2008 og indtil de sidste dages begivenheder. Den typiske holdning er nok at acceptere, at begge sider har gjort onde handlinger, men at den side man selv holder med, har været nødt til at gøre det, eller i hvert fald haft god grund til det.
Det nytter bare ikke så meget. Vi kan måske få det bedre af at fordømme den ene part, men det får dem ikke til at holde igen. Det kan tvært imod få den anden part til at føle, at det er i orden at de gør, hvad de gør, så konflikten bliver yderligere optrappet.
Amerikanske politikere kan betragte støtten til Israel som et spørgsmål om indenrigspolitik og opinionstal, men de har et Atlanterhav imellem. Vi er nødt til at være realistiske og arbejde på at finde en løsning. Samtidig har EU som Danmark er en del af, faktisk magt til at lægge pres på parterne. Vi har bare valgt ikke at gøre det.
Seks år tidligere skrev jeg om det samme: Ingen vil se realiteterne i øjnene