Bragt i Jyllands-Posten 17-01.2017. Overskriften er Jyllands-Postens. Jeg var lidt naiv, da jeg skrev det. Israel var nået til et punkt, hvor det politisk og rent bogstaveligt ikke havde råd til at give indrømmelser.
Det største problem i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, er at ingen af parterne vil acceptere realiteterne. I hvert fald ikke udadtil. Den seneste resolution i FNs sikkerhedsråd er et eksempel. Både palæstinenserne og israelerne vil gerne fortælle hvor afgørende den er, selvom den ikke har nogen praktisk betydning.
Både israelere og palæstinensere og de to gruppers støtter vil gerne tale højt om historien og hvad de selv synes er rimeligt og aldeles forkert, men vil ikke diskutere det spind af interesser som begge parter sidder fast i.
Det er umuligt at kræve, at Israel og dets befolkning pludselig skal ophøre med at eksistere, og kolonitiden er forbi, så konflikten kan heller ikke løses ved at kræve, at andre mellemøstlige lande tager imod indbyggerne på Vestbredden og i Gaza og gør dem til statsborgere.
Befolkningen vokset kraftigt i området, fordi Israel har opfordret til en stor indvandring, mens palæstinenserne har haft et højt fødselstal, og som det fungerer i dag, er der ikke vand nok til både befolkningen og landbrug i området. I hvert fald ikke uden et bedre samarbejde.
Der bor i dag så mange israelere på Vestbredden, at det måske er umuligt at lave en løsning med en separat palæstinensisk og israelsk stat. Hvis den israelske regering prøver, kan det føre til en borgerkrig mellem den og militante bosættere.
På den palæstinensiske side er det største problem nok, at mange har mistet deres jord og ejendom, og selvfølgelig ikke frivilligt vil give endeligt afkald på den. De vil have en eller anden form for kompensation, og mange føler i dag at de ikke har så meget mere at tabe, eller også stoler de ikke på at Israel vil holde en aftale. Samtidig er Hamas nødt til at udtrykke sympati overfor terrorangreb, når mere ekstremistiske grupper prøver at overtage kontrollen.
Indtil nu har Israel kunne overtage stadig større områder på Vestbredden, og enkelte israelske politikere taler om helt at fordrive palæstinenserne. Den udvikling kan føre til en ny flygtningestrøm mod Europa, selv hvis nabolandene ikke bryder sammen under presset, og lige nu vil de europæiske lande mest af alt undgå flere millioner nye flygtninge.
Syrien og Iran står stærkere efter USA’s mislykkede indgreb, og den nye amerikanske regering kan få den politiske situation kørt op, så nogle mellemøstlige lande er nødt til at reagere. Andre kan bruge situationen til at aflede opmærksomheden fra deres egne interne problemer.
Israel kan på kort sigt gøre stort set som de har lyst til overfor palæstinenserne, men kan til gengæld stå overfor et større pres udefra, og Israel er samtidig et af de lande i verden som er mest afhængigt af omverdenen. Israel har hidtil taget chancer og overlevet, men det begynder at ligne russisk roulette.
Hverken Israel eller palæstinenserne kan tage det første skridt mod fred. Det kan blive tolket som et svaghedstegn eller en indrømmelse, som de begge er bange for at den anden part vil udnytte. Derfor kan ingen af dem undersøge, hvad der skal til for at skabe en varig fred.
De europæiske lande kan gøre noget langt mere håndgribeligt og konstruktivt end at skrive breve og opfordre parterne til at tale sammen. De kan lave nogle modeller for en fredsaftale som kan være acceptable for indbyggerne i Israel og i de besatte områder, finde ud af hvad de vil koste, og hvordan de kan finansieres.