Bragt i Jyllands-Posten 4. juli 23. Titlen er Jyllands-Postens.
Der har været en del diskussion om at Halle Bailey – en sort sanger – skulle have hovedrollen som Ariel i Disneys nye udgave af Den Lille havfrue med levende skuespillere. Det forbløffende er, at når vi dykker ned i den virkelighed hvor H.C. Andersen skrev historien, er det muligt at inspirationen til den lille havfrue var en sort kvinde.
Det er i hvert fald mere nærliggende end de teorier der er om at historien havde noget at gøre med at H. C. Andersen muligvis var biseksuel, og at han havde mandlige venner som han ikke kunne udtrykke sine følelser overfor, og at han derfor skrev en historie om en havfrue der hverken kunne føle sig hjemme i havet eller på land.
Vi ved at H.C Andersen da han skrev eventyret levede i et land der var regeret af en enevældig konge og reelt et diktatur. Vi ved også at H. C. Andersen lod sig inspirere af sin samtid og brugte eventyrene til at gå lige til grænsen. Bare tænk på Kejserens Nye Klæder der udkom i 1837 samtidig med den lille havfrue. Her gjorde han gør grin med kejseren – (kongen) i et eventyr, så det ville være majestætsfornærmelse bare at antyde, at kejseren i eventyret lignede den egenrådige konge der styrede landet.
På det tidspunkt var Københavns og landets økonomi i høj grad båret af plantagerne og slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer, og nogle plantageejere tog sorte med sig når de slog sig ned i København. Der var altså sorte mænd og kvinder som tjenestefolk hos velhavende familier i København, det miljø som H.C. Andersen færdedes hjemmevant i.
Her har vi historier som ligner Den Lille Havfrue mere end H.C. Andersens udokumenterede lyster overfor andre mænd.
En sort kvinde der kom til Danmark, havde forladt et samfund, hvor hun var slave, men hvor hun til gengæld følte sig hjemme, og måske ligefrem betydningsfuld i husholdningen. I hvert fald i forhold til de andre sorte. Sådan en kvinde var måske fulgt med en familie som barnepige, eller en mand som hun holdt af. Hun var blevet fri, da der ikke var slaveri i Danmark, men hun var væk fra det samfund hun kendte, hun frøs om fødderne og kunne føle sig mere isoleret i en københavnsk husholdning end på De Vestindiske øer. Det passer med Den Lille havfrue, især slutningen.
Hun var havnet i en situation, hvor hun ikke kunne finde sig til rette nogen steder, og hvor hun endte med at gå mentalt til grunde og måske begå selvmord. Den historie kunne H.C. Andersen godt have hørt fra nogen i huset, når han besøgte en af de velstående familier.