Der kom et forslag til reform af videregående uddannelser. Her er min kommentar 5. marts 23.
Den planlagte reform af de videregående uddannelser skal skjule de nedskæringer, der har været på kandidatstudier i de sidste tyve år. Det gør den ved at samle det alt for få timer på kandidatdelen på 1 ¼ år og ved at indføre erhvervskandidater, så en del af uddannelsen kan erstattes af arbejde i en virksomhed.
Det sidste svarer til hvad mange studerende gør i dag, og hvad man anbefaler dem at gøre, nemlig at få et relevant studiejob. Vi vil stadig stå med det problem, at der vil være mange relevante studiejobs til studerende fra uddannelser, hvor der er rift efter dem, mens det bliver svært at finde pladser til studerende fra de fag, hvor de har svært ved at få arbejde.
Så er der tale om at forlænge kandidatdelen på nogle udvalgte områder fra 2 til 3 år, så den samlede uddannelse bliver på 6 år. Reelt kunne det også ligne en forkortelse af studietiden, da det i dag er muligt at tage en kandidat plus en Ph.d. på 8 år, og det typisk er krævet for at arbejde på et højt niveau i forskning eller i et privat firma. Så kan man spørge, om det er umagen værd at lave endnu et niveau af uddannelser, når Ph.d. allerede er en velkendt uddannelse.
Det største problem med reformen – i hvert fald efter min mening – er at den kræver store ekstra ressourcer til ændring af kurser og studieplaner, uden at løse det egentlige problem på de lange videregående uddannelser. Det afgørende for en uddannelse er ikke længden eller hvad de forskellige dele hedder, men hvad der foregår i løbet af uddannelsen, og der er i dag problemer.
Der er en tendens til at formen og indholdet af undervisning skal være som man er vant til på institutionen, og så bekvem som mulig for underviseren. Det kan endda gælde, selvom de involverede ved, at undervisningens form og indhold ikke passer til elevernes behov. Det er ikke fordi de er ligeglade, men fordi undervisning ofte er presset, så der ikke er tid til andet.
Jeg har selv undervist på et universitet og underviser på et gymnasium, så jeg er en del af systemet og kender det indefra.
Det bliver diskuteret, at man ikke blot skal uddanne praktikere og problemløsere, men også forskere. Realiteterne er, at man mest uddanner unge til at redegøre for og analysere hvad andre har skrevet, og ikke så meget til at lave forskning.
Det kan godt fungere, hvis kandidaterne blot skal diskutere hvad andre har skrevet, eller ud på gymnasier og lære elever at gøre det. Til gengæld duer det ikke, hvis de skal løse problemer i praksis eller lave noget forskning af betydning. Det kræver noget mere.
Studerende der skal være forskere, har brug for at lære, hvordan man bruger viden til at løse problemer, og ikke blot at kunne beskrive dem. De har brug for at kende til projektarbejde og projektstyring, organisation og økonomi. De har brug for den viden som kandidater også ofte savner, når de skal ud og arbejde i et privat firma.
Indenfor nogle fag bliver en stor del af kandidaterne ansat som undervisere på gymnasier og andre steder. Her er det naturligt, at de lærer noget om pædagogik og undervisning tidligt i studietiden, så de ved om det var noget for dem og kan se deres uddannelse fra den vinkel allerede i studietiden. Selv hvis en studerende ikke kommer til at undervise, kan han eller hun lære at forstå, at de fleste mennesker har lettest ved at starte med det konkrete, når de skal lære noget, i stedet for at starte med en abstrakt teoretisk model.
Problemet er, at hvis kandidaterne skal have en bredere baggrund, vil det kræve undervisere fra andre fagområder. Det er bare vanskeligt. Diskussionen kan hurtigt komme til at handle om, hvordan man sikrer arbejdspladserne for dem der allerede er ansat på en uddannelse.
Nu kan det her lyde meget erhvervsrettet, og som noget der fører til snævre uddannelser. I virkeligheden kan det få studerende til at se det de lærer i deres uddannelse i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Samtidig kan det måske modvirke den akademisering der kommer, når snævre teoretiske synsvinkler bliver udbredt til uddannelser, hvor de studerende også – eller allermest – har brug for at kunne bruge det de lærer i praksis.