Man har forsømt at lytte til de ansatte. De ved bedst, hvordan arbejdet skal gøres. Bragt i Jyllands-posten 15.2.23 – overskriften er JPs, og bedre end den jeg foreslog.
Den offentlige sektor bliver ikke billigere, og samtidig klager offentligt ansatte over, at de bliver kørt ned af arbejdet. Da jeg studerede, arbejdede jeg nogle sommerferier som hjemmehjælp. I de første år var den normale standard 2 gange 2 timers hjælp om ugen. Der var rigelig tid til rengøring, indkøb og kaffedrikning, og der var ingen diskussion af udgifterne. At dømme efter omtalen, er standarden i dag åbenbart et hurtige besøg for at se om der er problemer og ellers en nødtørftig rengøring hver anden eller tredje uge, samtidig med at kommunerne klager over de stigende udgifter.
Problemerne i den offentlige sektor skyldes ændringer i samfundet over de sidste 50 år. Varer er blevet langt billigere, svarende til at lønningerne er blevet forholdsvist større. Vi kan købe større biler, mere tøj og børnene har fået mobiler og computere. Hele den udvikling skyldes automatisering, det kræver langt mindre arbejde at producere nogle fysiske goder i dag, end det gjorde for halvtreds år siden.
Så er det uundgåeligt at den offentlige sektor koster forholdsvist mere. Det offentlige er arbejdsintensivt, og det er umuligt at automatisere, når en stor del af arbejdet består af kontakt med mennesker. Vi kan ikke erstatte en pædagog med en robot – selvom børnene i første omgang vil synes det er sjovt – og vi har endnu ikke opfundet en maskine som kan vaske ældre på plejehjem og give dem tøj på, på en værdig måde.
Indtil nu har løsningen været at fortælle offentligt ansatte, at de måtte løbe hurtigere. Nu er problemet, at nogle offentlige jobs er blevet så lidt attraktive, at det er svært at finde nogen som vil uddanne sig til dem. Selvom der er penge til at ansætte nogen, er det ikke sikkert at der er nogen at ansætte. Resultatet er, at dem der er tilbage, skal løbe endnu hurtigere.
Samtidig er arbejdet i det offentlige blevet mere komplekst, så der er sket en skjult forøgelse af det. For halvtreds år siden var det i orden at den bagerste række i klassen reelt ikke blev undervist, mens læreren i dag skal lave differentieret undervisning så alle elever får hvad de har mest gavn af. Pædagoger skal lave planer for børnenes udvikling, så de udvikler sig bedst muligt, og hospitalerne er blevet dygtigere, så de kan behandle flere sygdomme og gøre det bedre.
Resultatet er, at offentligt ansatte ikke bare skal løbe hurtigere, de skal også tænke hurtigere og være mere opmærksomme. Det gælder både de varme hænder og mange af dem der skal administrere regler, som det er vanskeligt at få til at fungere i praksis. Der bliver lavet nødløsninger, og der sker fejl, som gør at arbejdet bliver endnu mere komplekst.
Tidligere kunne mange offentligt ansatte møde og tage en rolig dag, når de havde det lidt dårligt. I dag er der ofte ikke tid til rolige dage på arbejdet. Resultatet er flere sygedage, som gør arbejdet mindre forudsigeligt og mere belastende, hvad der igen kan føre til flere sygedage. En offentlig arbejdsplads kan heller ikke løse problemet ved at afskedige dem der har mange sygedage. Når der er mangel på nogen der kan lave arbejdet, kan ledelsen ikke regne med at der kommer ansøgere, som er bedre end dem de allerede har ansat.
Privatisering er heller ikke nogen løsning. Private firmaer vil måske kunne tilbyde en højere løn og bedre vilkår, men der bliver totalt ikke flere som kan lave arbejdet, og det offentlige er langt hen så effektivt som reglerne tillader. Det eneste resultat kan blive større udgifter til det samme arbejde.
Det der kan hjælpe, er at spørge de offentligt ansatte og give dem mere mulighed for at bestemme, hvordan arbejdet skal laves. De kender arbejdet og er de bedste til at finde ud af, hvilke regler og hvad arbejde, der kan undværes, og til i det hele taget at finde ud af, hvad der er realistisk.