Bragt i Jyllands-Posten 7. oktober 17
Politikere kræver assimilation af indvandrere, uden at diskutere, hvordan det kan opnås, eller hvad det egentlig betyder. Assimilation betyder at to kulturer smelter sammen, typisk så mindretallet optager flertallets kultur, mens flertallet optager enkelte elementer fra mindretallets.
Det kræver at forskellene opfattes som betydningsløse. To unge med forskellig religion kan blive gift med hinanden, og vælge om den ene eller den anden skal konvertere, ud fra hvad de synes passer bedst til dem selv, på samme måde som de vil vælge møbler eller hvem de omgås. Det kræver igen at det nogenlunde er de samme værdier som dominerer i de forskellige grupper, når vi altså samtidig tager hensyn til de forskelle i holdninger, der i øvrigt er i samfundet som helhed.
I følge både Integrationsministeriets Tænketanks rapport og rapporten om Medborgerskab fra 2016, er opbakningen til demokratiet og ytringsfriheden mindst ligeså stærk blandt indvandrere og efterkommere som blandt indfødte danskere. Flertallet blandt indvandrere er tilhængere af ligeret mellem mænd og kvinder. Flertallet mener at unge selv skal kunne vælge deres ægtefælle, og lægger vægt på at børn opdrages til at være tolerante og selvstændige.
Tallene giver indtryk af, at det store flertal blandt etniske danskere og indvandrere deler de samme værdier, mens der i begge grupper er mindretal med andre holdninger. Herunder grupper af etniske danskere som ud fra deres religiøse overbevisning vil styre deres børns valg af partner, og ikke mener at kvinder kan have fuldt ligeret med mænd.
Der er en anden faktor som jeg har oplevet, men som ikke optræder i nogen undersøgelser. Indvandrere kan føle at de har mere fælles med hinanden, uanset deres egen kultur og hvor de kommer fra, end hvad de har fælles med det dominerende etnisk danske samfund. De deler nogle oplevelser i det danske samfund, oplevelser som de fleste etniske danskere ikke har haft, og ofte ikke kan forstå.
Jeg har set en række interviews i en diplomopgave, som viste at indvandrere oplevede mere diskrimination, når de havde taget en dansk uddannelse og arbejdede blandt danske kolleger, altså var blevet mere integrerede. De oplevede, at uanset hvor meget de anstrengte sig, var de ikke fuldt accepterede.
En undersøgelse viste i 2015, at specielt indvandrerdrenge systematisk fik lavere karakterer af lærerne, end de fik ved folkeskolens afgangsprøve. I enhver anden sammenhæng, ville vi opfatte det som en solid dokumentation af at der foregik diskrimination.
Det er veldokumenteret, at et ikke-dansk navn gør det langt vanskeligere at få arbejde. Mange i det dominerende etnisk danske samfund vil sige enten at det ikke finder sted, eller at virksomheder har gode grunde til at kassere ansøgere med udenlandske navne.
Hvis man vil have mere integration og frem til en assimilation, skal de indvandrere som prøver, føle at de har noget ud af deres indsats. Samtidig blokerer debatten og mange af de nuværende tiltag direkte for øget integration og assimilation.
Psykologisk forskning viser at mennesker får styrket deres meninger og holdninger, når de møder modstand. Historien har også vist at det er umuligt at assimilere en mindretalsgruppe med tvang. Det får den endda til at overleve som kulturel gruppe, hvor den ellers var blevet blandet op i resten af samfundet.
Politikerne skal undgå noget der ligner udfald mod muslimer eller andre indvandrergrupper, hvis de vil fremme integrationen og arbejde hen imod en assimilation. De skal heller ikke direkte prøve at ændre holdninger. Vejen frem til mere integration og assimilation sker ved at få mennesker til at ændre deres handlinger, og specielt hvor de kan se at det giver fordele for dem selv og deres børn.