Bragt i Jyllands-Posten 18. februar 18
Mette Frederiksen og Inger Støjberg har begge annonceret nogle nye ideer indenfor udlændingelovgivningen. Efter femten års udlændingepolitik med de samme principper og stadig mere komplicerede regler, er der nu tre tilgange at vælge imellem. Vi kan kalde dem den onde, den gode og den grusomme.
I 2001 gik Venstre til valg på en stram udlændingepolitik, som skulle reducere antallet af familiesammenføringer. Statistikken viste at antallet af familiesammenføringer havde været stigende i halvfemserne på grund af et stigende antal flygtninge fra Balkan, som havde krav på familiesammenføring. Det havde været en god lejlighed til at diskutere vores flygtningepolitik, men den var rent bogstaveligt hævet over diskussion.
I stedet prøvede politikerne, at lave nogle regler som skulle forhindre ægtefæller i at blive sammenført fra de typiske indvandrerlande, men uden at skrive det direkte i loven. Der var heller ikke nogen som havde overvejet, at flertallet af ægtefæller som kom til Danmark, rent faktisk var gift med indfødte danskere. Altså nogen man helst ikke ville ramme.
Resultatet er et sæt regler som i dag er så komplicerede, at selv sagsbehandlerne har svært ved at finde rundt i dem, og en række åbenlyst urimelige afgørelser. Der er danske studerende som ikke kan flytte til Danmark med deres ægtefælle. Udlandsdanskere som ikke kan vende hjem med familien, men stort set ingen tilfælde hvor det lykkedes at stoppe de tvangsægteskaber som loven ellers skulle sætte en stopper for.
Inger Støjbergs nye forslag fokuserer på muligheden for integration, altså for at en ægtefælle som kommer til Danmark kan få et godt liv og bidrage til vores samfund. Der er en vurdering af, om den danske partner er i stand til at hjælpe en udenlandsk ægtefælle til at blive integreret. Reglerne tager højde for at mennesker er forskellige, og det er relativt let at se, hvad der skal til for at opfylde reglerne. Det sidste øger retssikkerheden.
Spørgsmålet er, hvor mange regler Dansk Folkeparti vil acceptere bliver ophævet. Nu er formålet ikke længere at genere mænd og kvinder der vil have en udenlandsk ægtefælle til Danmark, men i stedet at sikre, at dem der kommer, kan blive integreret.
Mette Frederiksens forslag til udlændingepolitik bygger på en planøkonomi, hvor man ofrer nogen, for at der kan blive råd til at velfærdssamfund for resten. Det offentlige skal hvert år sætte en kvote, for hvor mange det er muligt at integrere, og så kan der ikke komme flere ægtefæller det år. Der er noget at forhandle om sammen med finansloven. Politisk giver det god mening, i praksis er det absurd.
I 2017 var der omkring 3000 som fik en ægtefælle til Danmark, når vi ser bort fra flygtninge, og tallene tyder på at langt de fleste var indfødte danskere. Det gør ingen forskel på integrationen hverken af flygtninge eller i ghettoområder.
Forslaget kan betyde at det kun er muligt at få en familiesammenføring, hvis man søger i første halvdel af året, og ellers må prøve igen næste år. Det kan også betyde at en udlandsdansker får at vide, at han ikke kan få sin familie med til Danmark, fordi kvoten er opbrugt af flygtningefamilier, som det ikke er lykkedes at sende til Centralafrika.
Mette Frederiksens forslag demonstrerer hvordan politikerne rammer ved siden af. En stor del af de integrationsproblemer vi slås med i dag skyldes fejl lavet af Venstre, Socialdemokrater og Konservative i halvfjerdserne og firserne. De er endnu ikke løst, selvom politikerne har snakket om dem i de sidste femten år. De bliver ikke løst ved at begrænse antallet af danskere som kan få deres ægtefælle til Danmark.