Snedige forfattere står bag den EU-finansierede rapport

Bragt i Jyllands-Posten 16. nov. 19

Der har været en del debat om den EU-finansierede rapport som vil dokumentere at muslimer bliver behandlet dårligt i Danmark. I følge rapportens konklusion, tales der i høj grad om muslimer i Danmark, mens de sjældent selv kommer til orde. 

Det er lykkedes for rapportens forfattere at provokere en række ledende danske politikere, så de uforvarende bekræfter rapporten konklusion. De er blevet flittigt citeret, mens der ikke har været så meget fremme om hvad der faktisk står i rapporten, og hvor forfatterne gør for at ødelægge Danmarks omdømme.

Flere debattører mener at rapporten beskriver Danmark som et etnokrati, altså et samfund der er styret af en befolkningsgruppe, mens andre ikke har indflydelse. Imidlertid er rapportens forfattere snedige. De dæmper omtalen af at udlændingedebatten bygger på et etnokratisk grundlag, men gengiver fortsat en række veldokumenterede eksempler, som kan få læseren til at tro at udlændingelovgivningen er mere etnokratisk end demokratisk.

Rapporten omtaler for eksempel loven om at en person skal give hånd for at blive dansk statsborger. Muslimer som af religiøse grunde ikke vil give hånd, skal ikke have lov til at blive danske statsborgere. Det kan let opfattes som et forsøg på etnokrati.

Rapportens forfattere er så snedige, at de ikke bare skriver at danskere er fjendtlige overfor muslimer. Størstedelen af rapporten består af statiststikker og citater, som får læserne til selv at konkludere, at specielt danske politikere er fjendtlige overfor muslimer.  For at gøre det endnu værre, har forfatterne givet præcise kildeangivelser, så læseren kan få indtryk af at de enkelte politikere og statistikker er citeret korrekt. 

Rapportens forfattere har endda været så snedige, at de har undgået de mest ekstreme citater, og holdt sig til dem som mange af rapportens kritikere er enige i. Kritikerne er nødt til at acceptere store dele af indholdet, så det er svært at argumentere for at rapporten som helhed er forkert.