Terroristen i Christchurch passer i et paradoksalt, men ret almindeligt mønster 

Bragt i Jyllands-Posten 27. marts 2019

Han er ikke blevet truet eller generet af muslimer, han har måtte lede efter både argumenter og nogle muslimer han kunne slå ihjel. Baader-Meinhof gjorde oprør mod det tyske samfund, selvom de var blevet forkælet af det. Timothy McVeigh havde arbejdet for det amerikanske militær og gjort det godt, før han besluttede sig for at gøre oprør mod den amerikanske regering og sprængte bomben i Oklahoma City, som dræbte 168 mennesker. 

Osama bin Laden kom fra den saudiske overklasse som havde nydt godt af samarbejdet med amerikanerne. De muslimer der stod bag terrorbomberne i London, havde levet et ret almindeligt liv, og der er ikke noget som tyder på at Anders Breivik nogensinde er blevet generet af muslimer, unge socialdemokrater, eller andre. Han fik nærmest lov at gå og hygge sig.

Ny forskning viser at terror ofte ikke er resultatet af en politisk kamp, som bliver voldelig. I stedet udløses den af en kombination af tre faktorer. Den første er en blanding af testosteron, vrede og energi som skal have et afløb.  Den anden er en scene eller et offentligt sted, hvor en terrorhandling kan vække opsigt. Terroristen ser sin handling nærmest som en optræden.

De to faktorer er det svært at gøre noget ved. Der er mange mænd som oplever en blanding af testosteron og vrede. Vi kan ikke behandle dem alle som mulige terrorister. Der er også alt for mange steder, hvor det er muligt at lave en synlig terroraktion. Vi kan ikke sikre dem alle mod alle mulige angreb.

Den tredje faktor som er nødvendig for at udløse terror, er et ønske om at gøre noget enestående, der vil få en gruppe mennesker til at beundre terroristen og hans handlinger. Det lader til at mulige terrorister ofte har levet et lettere mislykket liv, samtidig med at de har følt, at de var skabt til noget bedre. Den mulige terrorist tror, han kan blive berømt og beundret og samtidig få afløb for sin vrede, hvis han vælger de rigtige motiver og er i stand til at forklare dem.

Det er her den politiske debat kommer ind. Der er stadig strøm af indlæg som erklærer, at indvandrere er religiøse ekstremister, kvindeundertrykkere, ikke vil arbejde og helst skal tvinges tilbage hvor de kom fra. Når nogen skriver at vi er truet, at Danmark er ved at blive oversvømmet af muslimer, og at politikerne ikke vil gøre noget, så det er nødvendigt at kæmpe imod, giver det mere mening at opfatte indlæggene som en opfordring til terror, end som en opfordring til at skrive flere indlæg. 

Vi har brug for en fri og åben debat. Den kan fortsætte, hvis deltagerne vil samarbejde om at fjerne risikoen for terror. Der er ingen som vil tro de kan få respekt og beundring ved at lave terror, hvis alle der deltager i debatten, gør det klart, at de er imod terror. Uden forbehold, og uanset hvad de i øvrigt mener. Det kan virke overflødigt, når pæne og venlige mennesker fortæller, at de er imod terror. På den anden side er det nok med en tumbe, som tror du støtter terror, bare fordi du ikke har sagt tydeligt nok, at du er imod den.