Bragt i Jyllandsposten 31.10.07
Fredag den 9. november bliver krystalnatten markeret med fakkeltog og musik med start klokken 17 fra Nytorv i København. Det er så 69 år siden at nazisterne i Tyskland overfaldt jøder og synagoger. De knuste vinduer, så gaderne næste morgen flød med de skinnende glasskår, som gav natten dens navn. Det var en af de mest synlige begivenheder i en udvikling som kulminerede med drabet på mellem fem og seks millioner jøder i gaskamre, ved skydning eller mishandling. Det er samtidig sikkert at Hitler både var drivkraften bag drabene og i store træk vidste hvad der foregik.
Alligevel var Hitler ikke det frådende monster som vi gerne vil forestille os. Han var en dekoreret krigshelt som levede beskedent og selv havde arbejdet sig op. Han var med andre ord enhver spindoktors drøm. Samtidig beskriver både Hitlers rustningsminister Albert Speer og Hitlers sekretær Traudl Junge, hvordan dem der arbejdede for Hitler, deres ægtefæller og børn betragtede ham som et venligt og hensynsfuldt menneske. Det samme gjaldt i øvrigt for Stalin. Ifølge historikeren Alan Bullock var hans indflydelse i lang tid baseret på den venlighed og interesse han viste andre. Selv om en politiker personligt virker eksemplarisk, er det altså ingen garanti mod, at han begår forbrydelser mod en bestemt befolkningsgruppe.
Beroligende meldinger, oplysning og uddannelse er heller ingen garanti mod overgreb. Tyskland var i trediverne et af de mest udviklede samfund i verden. Der var et stort antal læger og andre akademikere som brugte deres evner og viden til at legitimere de forbrydelser som fandt sted, samtidig med at nazisterne bevidst nedspillede forfølgelsen af jøderne, når det virkede politisk passende. Dem der ville, kunne betragte nazisternes forfølgelse af jøderne som et forbigående forsøg på at score popularitet, mens den avislæsende offentlighed fik argumenter for at forfølgelsen af jøder var både rimelig og nødvendig.
Samtidig har vi som mennesker en naturlig tendens til at tro det bedste og til længst muligt at afvise dårlige nyheder som kan tvinge os til at reagere. Derfor kan vores normale bedømmelse af en politiker ikke forudsige en forfølgelse af bestemte personer eller grupper. Til gengæld beskriver den amerikanske psykolog Aaron Beck en række mekanismer som er tegn på en truende forfølgelse af bestemte personer eller grupper.
Grænser flyttes
Den første er når politikere eller andre med indflydelse gentagne gange nedgør en bestemt gruppe, betegner dem som mindre menneskelige eller som skadelige for samfundet. Som Hitlers gentagne udfald mod jøderne er det tegn på nogle dybe psykologiske behov for at forfølge dem der bliver nedgjort. Samtidig er den tilbagevendende umenneskeliggørelse med til at flytte grænserne, så flere i samfundet føler at medlemmer af den udstødte gruppe ikke har de samme behov og rettigheder som andre mennesker.
Den næste er en følelse af nederlag – af at være ofre for en uretfærdighed. Den kom i Tyskland efter nederlaget i Anden Verdenskrig og Versaillestraktaten. Det er en følelse som kan legitimere overgreb og endda få dem til at virke rimelige, fordi dem der begår overgrebene kan opfatte sig selv som uskyldige ofre som blot forsvarer sig. Der er tale om et forsvar mod selv at blive udsat for overgreb, men det er i mindst lige så høj grad tale om et psykologisk forsvar.
Normer er sat ud af spil
Den amerikanske psykolog Baumeister beskriver, hvordan det ofte er personer med en høj, men skrøbelig, selvfølelse som griber til vold og overgreb. Det gælder for mange af dem der i tredivernes Tyskland støttede nazisterne, det passer med Pol Pots systematiske mord på alle med en uddannelse, og det gælder endda for medlemmer af gadebander som reagerer voldeligt på små eller indbildte fornærmelser.
Endelig fremhæver Aaron Beck betydningen af at de normale samfundsmæssige normer er sat ud af spillet, når et land er i krig. Det var under Anden Verdenskrig og specielt efter invasionen af Sovjetunionen at udryddelsen af jøderne tog fart, ligesom massakrerne på det armenske mindretal foregik under første verdenskrig. Det kan endda spille ind at et land for nylig har været i krig og har et stort antal krigsveteraner, hvis grænser allerede er nedbrudt. Det var tilfældet efter Første Verdenskrig.
Hver af disse mekanismer kan også optræde i dag. Det gælder nedgøring af bestemte grupper, en følelse af uretfærdighed som kan retfærdiggøre overgreb, en høj men usikker selvfølelse som skaber et psykologisk behov for at reagere, og krige som flytter normerne for hvad der er acceptabelt.
Demokratisk tradition
Derfor er det heldigt, at der i dag er nogle faktorer som mindsker risikoen for overgreb, og som ikke var til stede i trediverne.
Vi har i dag en stærkere demokratisk tradition. Den betyder at der i dag er langt større krav om åbenhed, så politikere med et had til en bestemt befolkningsgruppe langt tidligere er tvunget til at forsvare deres synspunkter i en offentlig debat. Samtidig betyder den demokratiske tradition at der er nogle handlinger som betragtes som forkerte, uanset hvem de går ud over.
I dag er racisme ikke længere accepteret. Det er ikke i orden at mene nogle mennesker er mindreværdige på grund af deres afstamning, eller at de ikke har krav på samme rettigheder som andre. Det var anderledes i trediverne. Det nittende århundredes kolonikrige var tættere på end ungdomsoprøret er i dag, der var udbredt racediskrimination i en række lande, og antisemitisme var ikke blot udbredt i Tyskland, men også I USA og andre europæiske lande. Der var ikke nogen principiel modstand mod at bestemte grupper bliver forfulgt, højst en diskussion af hvor meget en enkelt gruppe måtte diskrimineres, eller hvor langt forfølgelsen måtte gå.
Når demokrati, menneskerettigheder og modstand mod racisme og forfølgelse af mindretal, har fået så stor betydning, er det blandt andet på grund af erfaringerne fra trediverne og fyrrerne. Man indså, at de kunne bremse eller forhindre overgreb eller folkedrab. Samtidig var det let at få opbakning, fordi de fleste kunne se at der også var tale om en beskyttelse af deres egen personlige frihed.
Imidlertid er der siden gået to generationer, så nazisternes forbrydelser for de fleste er historie i stedet for personlige erfaringer. Derfor kan det i dag være fristende at slække på demokratiet og menneskerettighederne. Ligesom et flyselskab kan være fristet til at slække på sikkerhedsreglerne, når de nu har fløjet i mange år uden at opleve et uheld.
Efterskrift 4.7.22:
Jeg var ret optimistisk, da jeg skrev det her. Det er jeg ikke længere. Det lader til at den demokratiske tradition nok er stærk i Danmark, men der er alt for mange lande, hvor antidemokratiske bevægelser kan få magten ved at appellere til natonalisme og religiøs intolerance.