Bragt i Aktuel Naturvidenskab november 2007
I foråret 2007 underviste jeg i faget datalogiens videnskabsteori. Min kollega Erik Frøkjær foreslog at de studerende som en af opgaverne i kurset skulle undersøge hvordan forskere i praksis tog beslutninger. Vi fandt frem til en opgave, hvor de studerende i grupper interviewede forskere om et konkret forskningsprojekt, hvilke beslutninger de havde taget undervejs, og hvilke argumenter de havde baseret beslutningerne på. Til sidst spurgte de studerende så hver forsker om hans eller hendes brug af videnskabsteori.
I alt interviewede de studerende 24 forskere indenfor datalogi, medicin, naturvidenskab, samfundsfag og humaniora. Forskerne spændte fra fire professorer til ni ph.d. studerende, og projekterne spændte fra tre store med millionbudgetter og en gruppe af deltagere til små projekter som en enkelt forsker lavede uden et separat budget. Flere af de studerende skrev at det havde været spændende at høre en forsker fortælle om et konkret projekt, og samtidig fik de nogle interessante resultater.
Som tidligere nævnt var interviewene en del af et kursus i videnskabsteori. Derfor var det specielt påfaldende, at kun en af de deltagende forskere var positiv overfor videnskabsteori, mens fem udtalte sig direkte negativt om det. En af dem sagde, at videnskabsteori var noget som dem længere oppe i systemet gik op i, mens det var noget andet at arbejde med forskning i praksis. Det viste sig da også, at de deltagende forskeres beslutninger var ret pragmatiske.
Forskerne beskrev i alt 27 argumenter for valg af emne. Otte af argumenterne var baseret på en eller anden form for samfundsmæssig betydning eller værdi. Blandt de øvrige var elleve baseret på personlig interesse, personlige forudsætninger eller kollegers mening. Den type argumenter som vi forventer at forskere traditionelt har for at kaste sig over et emne. Endelig var syv af argumenterne karriereprægede og enten baseret på muligheden for at få bevillinger eller for at få publiceret resultaterne.
I øvrigt lignede argumenterne for valg af emne hinanden for forskellige størrelser projekter. Til gengæld var det påfaldende at adjunkter og lektorer i høj grad valgte emner ud fra personlige interesser, mens både professorer og Ph.d. studerende væsentligt oftere valgte projekter ud fra at de havde en eller anden form for samfundsmæssig betydning eller værdi.
Mens forskere sjældent valgte emnet for forskningen ud fra om de kunne få bevillinger eller få resultaterne publiceret, var billedet et andet, når de skulle beslutte hvordan emnet skulle afgrænses, eller om de skulle fokusere på bestemte aspekter af det. Så havde syv af de ti argumenter at gøre med mulighederne for at få bevillinger eller få resultaterne publiceret. Flere af de deltagende forskere udtrykte da også, at de efter at have valgt et emne af interesse, prøvede at dreje det, så de lettere kunne få resultaterne publiceret.
Når forskerne skulle vælge metode, skiftede billedet igen. Her var hele fjorten af de 27 argumenter af rent praktisk natur, for eksempel baseret på hvilket udstyr forskeren havde til rådighed. Interessant nok var der kun to argumenter som var baseret på muligheden for at få bevillinger, mens forskerne i tre tilfælde valgte en bestemt metode fordi de så ikke behøvede at søge om bevillinger. Forskerne mente åbenbart at det var så besværligt at søge om bevillinger, at de hellere ville reducere deres ambitionsniveau.
Undersøgelsen omfatter kun nogle få forskere, men der er flere punkter som det er værd at gå videre med. Det lader til at forskningsstyring gennem bevillinger og muligheden for at få publiceret kun har begrænset indflydelse på valg af emner, mens der til gengæld er en risiko for at belysningen af et emne bliver fordrejet, når forskeren vinkler det for at opnå bevillinger eller øge chancerne for publicering. Der er altså grund til at diskutere både fordele og ulemper ved de nuværende metoder til styring af forskning. Når det drejer sig om valg af metoder, lader det til at videnskabsteori er fuldkommen irrelevant. Konklusionen er endda mere negativ, end i den undersøgelse som Erik Frøkjær og Peter Naur i 2000 lavede om forskeres brug af videnskabsteori. (deres undersøgelse med titlen Philosophical Locutions in Scientific and Scholarly Activity kan læses på www.naur.com.)
Videnskabsetik har været nævnt som en del af videnskabsteori. Forskerne i den aktuelle undersøgelse omtalte i alt fire etiske argumenter. Imidlertid var
beslutningerne så forskellige, at et fælles videnskabsetisk kursus næppe kunne dække dem.
Til gengæld kan det være en ide at give unge forskere undervisning i metoder til at vurdere anvendeligheden og den samfundsmæssige værdi af deres forskning og at give dem undervisning i hvordan de søger bevillinger og planlægger en publicering. Når anvendelighed, bevillinger og publicering ofte er argumenter for udformningen af forskningsprojekter, er det en fordel at beslutningerne bliver truffet på et så kvalificeret grundlag som muligt.
Efterskrift 29.6.22:
Forskning er først og fremmest et slid og et håndværk. Det kræver langt mere tid og flere anstrengelser end de fleste forstiller sig, at finde ud af noget, så man kan være nogenlunde sikker på det.