Denne artikel blev oprindelig bragt i bladet Samvirke i august 1995, og den blev i 1996 udgivet i antologien Joystickgenerationen fra forlaget Systime.

Artiklen beskriver nogle af de ting som computere ikke er gode til. Den beskriver nogle af de punkter som fagfolk godt kender, men som ikke altid kommer frem i debatten. 

Jeg var nitten år gammel da jeg første gang fik chancen for at bruge en computer. Den skulle den fodres med hulkort, og der gik normalt tyve minutter fra maskinen slugte en stak kort til jeg havde et resultat, som en moderne PC kan udregne på et halvt sekund. 

Sammenlignet med den tids teknik er computere i dag fantastiske, på samme måde som en storebæltsfærge er fantastisk i forhold til en udhulet træstamme.

Den udvikling betyder, at vores fantasier om computere bliver endnu mere fantastiske: Måske kan de en dag læse vores tanker mens vi selv sidder og laver tredimensionale film på dem.

Nogen gange lyder det som om den fremtid allerede er her: Når nogen taler om “kunstig virkelighed” så må det da være virkeligt, og når computerne er “intelligente”, så må de da kunne forstå, hvad vi siger.

Virkeligheden er anderledes, især når vi ikke kigger på maskiner til mange millioner af kroner, men nøjes med det udstyr som vi selv har råd til. Computerne er blevet billigere og hurtigere, men fungerer næsten på samme måde som for 15 år siden.

Nogen mener, at vi om få år kan få computere som forstår almindelig tale og selv kan finde de oplysninger som vi er interesseret i, men det er der ikke noget nyt i: De samme løfter har lydt de sidste 30 år.

Foder til sanserne

Snart kan vi både besøge museer og tage på skovtur på computeren. Oplevelserne bliver bare ikke de samme:

Detaljerne mangler, når vi oplever verden gennem en computer, og billedet har sjældent de rigtige farver. Når vi alligevel er tilfredse, skyldes det, at vi sjældent sammenligner billedet på computerskærmen med et tilsvarende billede på papir.

En computerskærm kan normalt ikke vise et særligt stort billede. Selv i bedste fald har billedet kun et areal på 1/4 af et stort billede i et ugeblad, og det er ikke nær så skarpt som når man ser det i bladet.

Den bedste målestok for et billedes skarphed, er antallet af linjer der kan vises på det: Et farvebillede i et ugeblad kan vise over 6 linjer/mm, mens billedet på computerskærmen ikke engang kan vise 2 linjer/mm. Computerbilledet er så uskarpt, at vi kan se uskarpheden med det blotte øje.

Farverne på computerskærmen er heller ikke alt for gode. Når en trykker skal trykke et farvebillede, justerer han trykningen så farverne præcist svarer til hans forlæg, og så vil alle personer på billedet få den rigtige kulør i ansigtet.

På et farvefjernsyn skal vi normalt selv justere farverne: Hvis vi ikke gør det ordentligt, kan alle personerne blive grønne i hovedet. En computerskærm fungerer ligesom et farvefjernsyn, bortset fra at det som regel er umuligt at justere farverne: Det kan være de ligner virkeligheden, men hvis de ikke gør det, så er der ikke noget at gøre ved det.

Skærmen er ikke stort bedre til tekst. Undersøgelser har vist at det ofte tager 20 procent længere tid, hvis vi skal læse den samme tekst fra skærmen i stedet for fra et stykke papir.

Selv de højt besungne søgefunktioner i computeren kan ikke altid hamle op med den trykte bog. I en anden undersøgelse brugte deltagerne næsten dobbelt så lang tid på at finde en oplysning i computeren, i forhold til hvis de kunne bladre i en bog. Ikke så sært: Man kan ikke stikke en finger ind i computeren ved et skærmbillede man skal tilbage til, og de opslåede bogsider kan vise 3 gange så meget tekst som skærmen på computeren.

En avis er endda endnu bedre: En dobbeltside i den kan vise ligeså meget tekst som 38 skærmbilleder på computeren.

1.700 siders vejledning

En computer kan lave multimeddier: Det betyder at der kan komme lyd på, og nogle af billederne kan bevæge sig, til gengæld er kvaliteten af billederne langt dårligere end i en bog, og der er ikke plads til nær så meget tekst. Det kan være årsagen til, at selv nogle af fortalerne for multimedier stadig leverer 1700 sider håndbog til deres programmer i stedet for at lægge de fleste af oplysningerne ind i computeren.

Billederne på computeren er en endnu mere svag afglans, når vi sammenligner dem med vores fysiske verden: Vores øjne kan skelne detaljer som ingen computerskærm kan vise, og vi kan bruge vores fingre og mærke om genstanden er tung eller let, ru eller glat eller om den er blød og rar at røre ved.

Efter nogle timer ved en computer er jeg blevet helt overvældet når jeg kom udendørs og sansede rigdommen af detaljer i blomster og blade og mærkede hvordan både vinden og fuglene rørte på sig.

Computerne vænner os til en sansemæsig fattigdom, så vi bliver uvant med at opfatte den rigdom og mangfoldighed, der er i verden omkring os. Og da alle vores erfaringer bygger på det vi oplever, så bliver ikke blot vores oplevelser, men også vores tanker, fantasi og vores evne til at begå os i verden fattigere.

Multimedier og tegneserier

En computer er planlagt af mennesker og indeholder kun det som konstruktørerne har husket at putte ind i den. Samtidig er det svært for computeren at gengive billeder og ujævne linjer: Et billede kan sige ligeså meget som tusind ord, men det kan fylde ligeså meget som en million ord i computeren. Derfor er der ikke så mange detaljer: Computerens verden ligner mere en asfalteret parkeringsplads med striber end en strandbred med tusind sten, der alle er forskellige.

Samtidig er computere som regel bygget op efter navne, så det er meget svært at finde noget, hvis vi ikke kender det præcise navn på det. Og selv hvis vi kender navnet, er det ikke sikkert at vi finder hvad vi søger.

Jeg har selv oplevet et bibliotek, hvor de først lagde en bogtitel ind i systemet, når nogen spurgte efter den. Hvis du var den første der søgte en bestemt bog i systemet, ville du altid få at vide at de ikke havde bogen.

Mængden af viden der findes på elektronisk form er stadigvæk meget mindre og slet ikke af samme kvalitet, som det der findes på papir. Betalingen til forfattere af bøger er i dag presset helt i bund, og det tager 2-3 gange så lang tid at lave indholdet til en elektronisk bog, som til en bog på papir.

Derfor er det svært at få lavet gode elektroniske bøger: Nogle gange bliver resultatet en gang sjusk og hastværk, andre gange bliver bøgerne lavet af personer som er eksperter i multimedier og ikke i emnet.

Derfor minder indholdet i de fleste multimedier om indholdet i populære tegneserier: Der er ikke plads til tvivl eller mange detaljer, så læseren kan kun sige “nåh”, og hverken stille spørgsmål eller tænke over indholdet.

Forholdene på Internettet er endda endnu værre. Her får forfatterne normalt slet ikke nogen betaling, så Internettet er domineret af reklamer og af personer som vanskeligt kan få deres meninger frem andre steder. Derfor kan Internettet bedst sammenlignes med bibliotekets hylde med gratis pjecer: Man kan finde meget spændende, men sjældent en ordentlig og tilstrækkelig viden om et bestemt emne.

Computere og følelser

Endelig kan computere dårligt bruges, når vi selv vil udtrykke alt det ordløse, vores følelser og intuitioner, lyster og kreativitet: Alt det som vi måske kan udtrykke med nogle nedkradsede ord eller et lille tegnet hjerte, men ikke på en computer.

Jeg har selv prøvet at bruge såkaldte ide-genererende programmer til computere, men mine ideer groede meget hurtigere på et stykke papir.

Ideer har det dårligt, når man skal bruge meget tid på at lære computerens mystiske sprog og nogle meget bestemte regler for hvordan den skal behandles, og når man altid bliver straffet hvis man laver en fejl.

Indersiden af en computer kan godt minde om en diktaturstat: Der er orden på overfladen, men den viser kun en lille del af virkeligheden, der er meget som ikke er tilladt, og hvis vi sidder der for længe, tror vi at verden skal være sådan.

Computere og kroppen

Når vi sidder ved en computer er vi lænket til et tastatur og en mus eller joystick. Vi kan kun lave de samme bevægelser og har svært ved at mærke hvad vi laver. Vi får langt mere afveksling når vi former et stykke ler mellem hænderne, snitter i et stykke træ eller mærker den ru stængel på en blomst, når vi plukker den fra en grøftekant.

Selv når vi skriver på et stykke papir med en almindelig billig kuglepen, har vi langt flere muligheder, end hvis vi bruger en elektronisk pen der er koblet til computeren: Den almindelige kuglepen hænger lidt i papiret, så vi kan mærke dens bevægelse og vi kan se stregen mens vi skriver. Den kommer ikke i en forsinket udgave oppe på en skærm.

Hvis vi arbejder ved en computer bruger vi ikke vores krop, men laver hele tiden de samme bevægelser med tastaturet og musen. Kroppens muskler bliver slappe og vi risikerer at få arbejdsskader af det ensidige arbejde. Samtidig vænner vi os af med at mærke hvordan vi har det, og bliver ved med at arbejde til vi for alvor bliver syge af det.

Mange arbejdspladser med computere er for dårlige så de der bruger computeren hele dagen kan risikere at være klar til invalidepension som 40-årige. Der er problemer med billige “bambus-tastaturer” som belaster fingrene, mus som slider albuen og møbler, som slet ikke opfylder Arbejdstilsynets krav.

Og så kender vi endda ikke alle problemerne, for eksempel er det for nyligt konstateret at enkelte brugere får nogle mystiske allergi-lignende symptomer, hvis præcise årsag endnu er ukendt.

Computere er nye, og vi ved ikke hvad 20 års dagligt tasteri og museri kan gøre ved kroppen. Til gengæld ved vi, at de fleste brugere på et eller andet tidspunkt får problemer.

En kort levetid

Computeren duer ikke til kalendere og korte notater. Den kan være minutter om at starte, og vi skal derefter have åbnet programmet som vi skal bruge. Hvis vi ellers kan finde den gammeldags papirkalender midt i alt rodet, så er den langt hurtigere.

Samtidig viser computeren heller ikke hvor langt vi er nået med arbejdet. Tidligere kunne vi være sikre på, at et stykke pænt opsat tekst også indeholdt nogle tanker over indholdet. Nu kan selv den første kladde og de første tankeløse kommentarer være sat op, så de ligner et udkast til en ny grundlov.

Vi kan heller ikke se hvor mange gange et dokument i en computer er ændret: Vi ved aldrig hvornår en eller anden bagklog person har ændret indholdet for at dække over sine egne fejl.

I værste fald kan der endda komme små ændringer i meningen i et officielt brev, når det bliver overført fra et computersystem til et andet.

Endelig er data i computeren meget forgængelige. Hvis vi har gemt et brev på papir, kan vi læse det når vi bliver gamle, hvis det ligger på en diskette er det ulæseligt efter cirka 10 år. Det er ikke blot skolestile og børns computerminder fra barndommen der kan forsvinde – både videnskabelige resultater og dele af danmarkshistorien forsvinder, hvis de ikke bliver konverteret med 5-10 års mellemrum.

Både og

Computerne er kommet for at blive. De er gode når vi skal skrive og opsætte tekst, når vi skal tegne lige streger og når vi skal lave beregninger. De er især gode, fordi vi hele tiden kan blive ved med at rette i resultatet. Vi kan eksperimentere meget mere og blive ved til resultatet er helt rigtigt. Jeg skriver selv næsten alting på computer og kunne ikke forestille mig at vende tilbage til at skrive længere stykker tekst i hånden eller på skrivemaskine.

Vi kan også lave ting på computer, som tidligere var umulige. Multimedier og simuleringer kan være fantastiske til at vise hvordan ting fungerer og bevæger sig i forhold til hinanden, og computeren gør det muligt at skrive og sætte sine egne bøger i en helt professionel kvalitet.

Det betyder at langt flere mennesker kan dele deres viden, oplevelser og ideer med andre.

Og computere er tiltrækkende: Skærmen lyser og tingene på den bevæger sig, vores øjne bliver altid tiltrukket af lys og bevægelser, og lige som små børn er vi altid fascinerede af, når vi kan få tingene til at bevæge sig.

Til gengæld er der ikke noget der tyder på, at børn eller voksne er uhjælpeligt fortabt, fordi de aldrig har lært at bruge en computer.

Når behovet er der og med en god undervisning, kan de fleste få kørekort til computeren efter et par uger.

Måske skal vi holde op med at bekymre os så meget over, om skolerne har computere nok til at børnene bliver fortrolige med dem:

Når børn skal lære at skrive, lærer de det ved at skrive, ikke ved at lære at bruge en computer, og hvis de skal lære at bruge deres sanser, skal de ud og opleve virkeligheden.