Bragt i Aktuel Naturvidenskab, februar 2007. Man skulle tro at sådan et indlæg gav mange vrede reaktioner. Realiteterne er at jeg har fået forholdsvis mange og positive reaktioner. Jeg må have ramt noget, mange allerede har en fornemmelse af.
Det er en udbredt holdning at man skal se videnskab og religion som to ligeværdige måder at forstå verden på, som blot tager sig af hver deres områder.
Imidlertid er realiteteterne at videnskab, og arbejde som baserer sig på empirisk forskning, overtager områder hvor religion traditionelt var enerådende, og at videnskabeligt baseret arbejde ser ud til at gøre et bedre job end religion nogensinde har gjort.
Jeg vil her definere videnskab som en forståelse af verden som hviler på samstemmende beskrivelser af iagttagelser af den fysiske verden, og hvor man kan ændre sin forståelse af verden når den ikke længere passer med nye iagttagelser.
Det er i modsætning til religion som først og fremmest er baseret på hvad den enkelte føler eller tror er rigtigt.
I en usikker verden har religion tidligere givet den enkelte en følelse af orden og af hvordan hans eller hendes plads var i forhold til resten af verden. Her kan astrofysik, palæontologi og andre discipliner komme med en rigdom af detaljer og langt flere forklaringer på hvordan verden hænger sammen end nogen religion nogensinde har været i stand til. Samtidig har det videnskabelige arbejde den fordel at der hele tiden kommer nyheder som bygger på de tidligere resultater og holder interessen ved lige. Når det gælder børn, er det også min erfaring at dinosaurer og abemennesker til næsten enhver tid kan slå Bibelens beretninger selv i illustreret udgave.
Når tilhængere af intelligent design ikke længere kan fortælle at Gud har bestemt hvordan verden skal se ud, men må henvise til at Gud har udformet de dele af naturen som forskningen endnu ikke har fundet ud af hvordan er opstået, så er det heller ikke ligefrem en vinderposition.
Tilhængere af en eller anden form for religion fortæller nogle gange at videnskaben kun kan fortælle hvordan verden hænger sammen, mens religionen til gengæld kan fortælle hvordan vi skal opføre os, altså være grundlag for etiske og moralske beslutninger.
Imidlertid vil vi hellere basere moralske afgørelser på videnskab end på religion, når vi ved de er alvor. Det er derfor vi lader læger eller psykologer komme med udtalelser om hvor et barn skal bo efter en skilsmisse eller om en seksualforbryder skal prøveløslades. Vi ved at den videnskabelige metode gør det muligt at forudse konsekvenserne af en beslutning som hviler på argumenter og iagttagelser af virkeligheden. Samtidig ved vi at præster som har samme faglige baggrund kan komme frem til vidt forskellige etiske afgørelser, og at de religiøse beslutninger til en vis grad er baseret på skrifter som er inkonsistente og nogle steder i modstrid med hvad vi i dag betragter som moralsk acceptabelt.
Endelig kan religion tilbyde magi og mystiske oplevelser, og det er sandsynligt at disse oplevelser kan hjælpe den enkelte med at bearbejde erfaringer og udvikle nye sider af sig selv. Imidlertid kræver det hårdt arbejde at få den slags oplevelser som led i en religiøs praksis, og der er nok mange tilfælde hvor udbyttet ikke står mål med anstrengelserne. Her er det muligt at virtual reality eller computerspil kan give tilsvarende oplevelser uden års træning. Samtidig er det muligt at den systematiske udforskning af hjernens funktion kan føre til udvikling af stoffer som kan give religiøse oplevelser uden den risiko for psykisk afhængighed og de bivirkninger som religion i dag kan føre med sig.
I dag har videnskab overtaget religionens rolle som magthavernes intelligente modpart.
Vi kan fortælle at forskning ikke blot skal vurderes ud fra om den kan omsættes i penge og nye produkter. Det er endnu vigtigere, at videnskab og forskning i dag kan skabe en mening og en ledetråd for mennesker i vores samfund.