Oprindeligt skrevet 11.8.2019 (rev. 28.6.22)
Denne metodik kan på under to timer fange de vigtigste problemer for eksempel på en arbejdsplads eller for mennesker som skal udføre nogle bestemte opgaver, og den kan give et godt overblik over dem. Den kan fange stemningen og følelserne i det der foregår, og inspirere til nye kreative løsninger. Du skal bare være opmærksom på, at den er fokuseret på det ydre og det praktiske, den er ikke lavet til at udforske menneskers følelser og dybere motivation.
Metodikken er baseret på arbejde som kommunikationsforskeren Brenda Dervin startede for over fyrre år siden i USA. Den skal gøre det lettere for den enkelte person at forstå sine egne problemer og forklare dem til andre. Jeg har videreudviklet metodikken og haft andre til at anvende den, blandt andet til at afdække unges ønsker til et sted for fysisk udfoldelse, udfordringer for pædagoger i skovbørnehaver, problemer oplevet af unge handicappede og hvordan de løses. Selve metodikken er let at lære og forstå. Det vigtigste er at du er i stand til at lytte og fange, hvad der er væsentligt for den der fortæller.
Metodikken er baseret på at vi lærer noget, når vi oplever og løser problemer. Det gør selve det at lære dejligt konkret, så det er lettere at fange, hvad der udløste at du lærte noget, og hvad du lærte.
Du kan bruge metodikken til samtaler med enkelte personer om de problemer som de oplever. Du kan få resultater som er ligeså gyldige som fra en videnskabelig undersøgelse, selvom deltagerne udtrykker dem med deres egne ord og uden nogen akademiske udtryk. Du kan samtidig fange nogle historier eller eksempler, som kan bruges til at overbevise andre om, at der er tale om reelle problemer.
Metodikken kan også bruges til samtaler i en gruppe, for eksempel hvis du sammen med andre vil gå mere i dybden med de problemer som I oplever.
Rent konkret
Det følgende er en hurtig gennemgang. Der skal mere til, men det giver mest mening at lære det, samtidig med at du prøver.
Meningsfulde samtaler skal føles ligeså naturlige som en almindelig samtale. Du skal stille spørgsmål, for at få det hele med, men i høj grad lade den deltager som fortæller, styre samtalen. Altså ligesom når en person du kender, fortæller om et problem som han eller hun har oplevet.
Du skal ikke forberede nogle spørgsmål på forhånd, men kan have nogle stikord til de typer af problemer som en deltager har oplevet. Start med noget generelt som ”Hvilke problemer oplever du i dit arbejde”. Det øger chancen for at de problemer du ikke tænker på at spørge om, også kommer med. Bagefter kan du spørge mere specifikt, for at få mest muligt med, af det som deltageren ikke af sig selv har fortalt om.
Jeg har ofte oplevet, at der kom noget uventet frem, som var vigtigt for deltageren – og overraskende for mig. Så er det vigtigere at gå i dybden med det end at gå gennem alle stikord.
De fleste vil starte med de problemer, som de føler er mest alvorlige. Derfor kan du ofte få fanget de tre eller fire problemer som betyder mest for en deltager på under tyve minutter.
Der er fire aspekter du skal have dækket for hvert problem. Rækkefølgen betyder ikke noget, bare du husker at få dem alle med. Tænk på problemet som en kløft deltageren skulle krydse.
De fleste starter med at fortælle om deres problem. Det er ofte en god ide at spørge, hvorfor deltageren ville have løst problemet. Ellers er der risiko for at man misforstår problemet.
En deltager oplever altid et problem i en bestemt situation. Det er på et bestemt sted og et bestemt tidspunkt, og mens han eller hun foretager sig et eller andet. Deltageren kan have travlt, være træt, eller slappe af og have god tid, være alene eller sammen med andre. Alt hvad der er omkring deltageren og hvordan han eller hun har det, er en del af oplevelse af problemet.
Det er nødvendigt at kende den konkrete situation, for at kunne bedømme hvor alvorligt problemet var, og om en løsning kan fungere i praksis. Ofte vil I have brug for mere tid til at snakke om situationen end om selve problemet.
Deltageren er i første omgang nødt til at finde sin egen løsning for at komme videre. Den kan bestå i at gøre et eller andet som virker, at få en anden til at hjælpe, give aben – problemet – videre til en anden, eller bare opgive og lave noget andet. Den løsning som en deltager selv kommer med i situationen, kan ofte direkte pege på nye kreative løsninger på problemet.
Bagefter har deltageren nogle erfaringer og følelser. Følelserne kan påvirke deltagerens reaktioner i lignende situationer Derfor er det vigtigt at få dem med, og ikke bare se det der er foregået, som et praktisk problem der er løst. Erfaringerne er de tanker deltageren har om sine egne forhold til verden, hvordan den hænger sammen og hvad det er bedst for at gøre næste gang problemet kommer op.
Brenda Dervin som grundlagde metoden, foreslår at slutte samtalen med at spørge ”Hvis jeg havde en tryllestav, så du kunne få lige hvad du havde mest brug for, hvad skulle det så være?” Det spørgsmål er godt til at få en deltager til at tænke over hvad han eller hun har mest brug for, uden samtidig at tænke over om det er realistisk eller ej. Det kan give et helt nyt syn på problemerne, og hvad deltageren har brug for.
Bearbejdning af resultater
Det er normalt noget af en kunst at bearbejde resultater fra interviews, selv for trænede forskere. Når vi bruger meningsfulde samtaler, kan vi sortere resultaterne efter de forskellige problemer, der er kommet frem. Vi kan så få en liste over situationer, hvor det samme problem er opstået, sammenligne dem, og se hvilke løsninger der kan fungere i de forskellige situationer.