Bragt i Jyllands-Posten 2. november 2024
Diskussionen omkring trepartsaftalen er udtryk for en uheldig borgerlig tendens. Det er i orden at være liberal og tjene penge, hvis man arbejder hårdt og er dygtig til at lede en virksomhed. Det er bare ikke i orden at liberalismen kun går den ene vej, så det er muligt at tjene penge når det går godt, og regne med at blive kompenseret, hvis man ikke har været forudseende.
Det er almindelige viden, at lederen af en virksomhed skal overveje de trusler den kan stå overfor, og ændringer i den gældende lovgivning er altid en større eller mindre mulig trussel. Der har i mange år været problemer med for meget udledning af kvælstof, og der har været en frivillig ordning som ikke virkede, så det burde være indlysende for ejere af et landbrug, at der kunne komme indgreb.
En del landmænd bliver hårdt ramt, og vi skal ikke gøre ondt værre ved at træde rundt i, hvad de burde have gjort. Vi skal i stedet tage fat i landbrugets organisationer, som burde have meldt ud til deres medlemmer, at situationen var uholdbar. Trepartsaftalen skulle gøre det lettere for landbruget, men der var ikke lagt op til, at landmænd som havde købt jord for dyrt eller belånt den for meget, skulle kompenseres for deres egne beslutninger.
Det er rigtigt at der bliver givet kompensation for ekspropriationer, og der kan blive givet erstatning i enkelte andre tilfælde, men staten har ikke penge nok til at kompensere alle, der bliver ramt af et lovindgreb. Det kan endda virke direkte umoralsk, hvis formålet med indgrebet er at stoppe en adfærd der er skadelig for miljøet.
Samtidig kan landbruget glæde sig over, at det er billigt sluppet. Vi har et princip om at forureneren betaler, og at dem der er uagtsomme og gør skade skal betale for det. Der er endnu ikke nogen som er begyndt at gøre op, hvad konsekvenserne er af tab af biodiversitet, eller hvor store tabene er for fiskere og andre, hvis indkomst er afhængig af, hvordan vores fjorde og indre farvande har det.