Peberspray kan føre til mere vold

Bragt i Jyllandsposten 26. august 2017

Venstre vil gøre pebersprayen lovlig, ganske vist med de forbehold, at unge under 18 år ikke må købe den, og at den skal være forbeholdt personer, som især risikerer at blive overfaldet. I praksis er der nogle problemer.

Tallene tyder på, at ansatte på arbejdspladser med psykisk syge eller særligt udsatte unge er langt mere udsatte for vold end befolkningen som helhed. De vil om muligt have brug for at kunne forsvare sig. Omvendt vil politikere og pårørende nok protestere mod, at de ansatte går rundt med peberspray i lommen og bruger den, når de føler sig truet.

Ifølge ”Offerrapporten” er det især personer under 24 år, som risikerer at blive overfaldet. Det sker ofte i nattelivet, og det er nogenlunde lige mange mænd og kvinder, der bliver ramt. Hvis politikerne vil beskytte dem, der især er udsat for vold, betyder det, at 18-24-årige mænd og kvinder skal have lov til at gå rundt i nattelivet med peberspray kl. 2 fredag nat.

Vi kan forvente, at en del fædre vil passe godt på deres børn og derfor køber deres 16-årige datter eller 17-årige knægt en peberspray. Også selv om far ikke altid ved, hvad barnet laver, så dørmænd og politi må regne med, at den fulde og ophidsede pige ved indgangen pludselig trækker en peberspray og bruger den.

De fleste ved godt, at det er forkert at stikke sin partner en lussing eller slå ud efter tilfældige mennesker på gaden, uanset hvor provokerende de er. Her udvisker peberspray grænsen for vold. Den kan bruges på afstand. Den føles ikke som et våben, og personen, der bruger den, kan berolige sig selv med, at den ikke efterlader varige skader.

Selv om der står på pakningen, at peberspray kun må anvendes i nødværge, vil den også blive anvendt til overfald. Nogle gange fordi der er tvivl om, hvornår en person føler sig truet og har lov til at bruge sprayen, andre gange fordi peberspray er et næsten ideelt våben til røveri, voldtægt eller overgreb mod en partner.