Der er en del ”kamelkarakterer” i gymnasiet

Bragt i Jyllandsposten 11. juli 2017

Vi kan ikke bare bruge karakterskalaen til at beskrive, hvordan den enkelte elev klarer sig. Vi har tal, som kan sammenlignes, så vi kan se, hvilke ændringer der sker i hele uddannelsessystemet. Jeg underviser på et teknisk gymnasium og har været censor ved en lang række eksaminer, og jeg kan se, at der er nogle spørgsmål, som det er interessant at undersøge.

Det er mit indtryk, at der er en del ”kamelkarakterer” i gymnasiet. Det samlede gennemsnit er måske steget, men det dækker over, at karaktererne i nogle klasser er mere ujævnt fordelt. Der er ikke en fordeling med en top omkring middelkarakteren på 7, men i stedet en top omkring 10 og en anden omkring 02 og 4, så kurven over karakterer faktisk ligner ryggen på en kamel med dens to pukler.

Det kan være et mere alvorligt problem, end om der bliver givet for høje karakterer til nogle elever. Det tyder på, at der er en gruppe, som føler, at de kan klare udfordringerne og bliver yderligere motiveret til at gøre en indsats, og en anden gruppe, som har sværere ved at klare udfordringerne, er mindre motiverede og let ryger ind i en ond cirkel, hvor de får stadig sværere ved at klare kravene.

En karakter på 12 kræver, at eleven har leveret en fremragende præstation med ingen eller kun uvæsentlige mangler. Det er min erfaring, at det derfor ofte er svært at komme det sidste trin fra 10 til 12 på skalaen. Der skal i princippet kun en enkelt smutter til i en ellers god præstation, for at det bliver et 10-tal og ikke et 12-tal.

Måske træner lærere generelt eleverne mere målrettet til eksamen. Det er ikke nødvendigvis et problem.
I stedet for at diskutere, om der bliver givet for mange 12-taller, er det bedre at finde ud af, hvorfor der bliver givet flere 12-taller.

Måske træner lærere generelt eleverne mere målrettet til eksamen. Det er ikke nødvendigvis et problem, når eksamen kræver egenskaber, som elever i øvrigt også har gavn af. At kunne finde ud af, hvad der er væsentligt og uvæsentligt, at kunne forberede sig, overskue store mængder information, argumentere og fungere under pres. Måske giver det store arbejde med at udvikle undervisningen med nye undervisningsformer og hurtigere og bedre feedback til elever bedre resultater. Det vil være noget af et nederlag, hvis der bliver gjort en stor indsats, uden at det kan ses på karaktererne.

I nogle fag er eleverne klart blevet dygtigere. Børn og unge bruger langt mere engelsk på internettet og til spil, både mundtligt og skriftligt, så de får en træning, som børn og unge ikke fik for få år siden. De har altså et langt bedre udgangspunkt for at lære at bruge engelsk i folkeskolen og gymnasiet.

Vi er nødt til at diskutere, hvor store krav det er rimeligt at stille i et fag i forhold til målene med en samlet uddannelse, hvis vi skal diskutere, om der bliver givet for mange 12-taller. Jeg oplever jævnligt eksaminer, hvor eleverne leverer noget, som går ud over, hvad det giver mening at kræve, og et krav om færre 12-taller kan føre til krav ved eksamen, som er så store, at de virker meningsløse eller direkte urimelige.

Omvendt kan vi også diskutere, om ambitionsniveauet er for lavt, hvis vi kræver, at gennemsnittet for karaktererne skal ligge omkring 7. Den gennemsnitlige elev skal så blot levere en præstation, »der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler,« mens den dårligste tredjedel af de elever, som består, i bedste fald blot skal levere en præstation »med adskillige væsentlige mangler.«

Med den nuværende karakterskala kan det give mere mening at gå efter, at eleverne får et gennemsnit på mellem 7 og 10, selvfølgelig uden at sænke målene med de forskellige fag.