Ingen vil se realiteterne i øjnene

Bragt i Jyllands-Posten 14. august 2016.

Det største problem i konflikten mellem Israel og palæstinenserne er, at ingen af parterne vil acceptere realiteterne. I hvert fald ikke udadtil. Den seneste resolution i FN’s Sikkerhedsråd er et eksempel. Både palæstinenserne og israelerne vil gerne fortælle, hvor afgørende den er, selvom den ikke har nogen praktisk betydning.

Både israelere og palæstinensere og de to gruppers støtter vil gerne tale højt om historien, og hvad de selv synes er rimeligt og aldeles forkert, men vil ikke diskutere det spind af interesser, som begge parter sidder fast i.

Det er umuligt at kræve, at Israel og dets befolkning pludselig skal ophøre med at eksistere, og kolonitiden er forbi, så konflikten kan heller ikke løses ved at kræve, at andre mellemøstlige lande tager imod indbyggerne på Vestbredden og i Gaza og gør dem til statsborgere.

Befolkningen er vokset kraftigt i området, fordi Israel har opfordret til en stor indvandring, mens palæstinenserne har haft et højt fødselstal, og som det fungerer i dag, er der ikke vand nok til både befolkningen og landbrug i området. I hvert fald ikke uden et bedre samarbejde.

Der bor i dag så mange israelere på Vestbredden, at det måske er umuligt at lave en løsning med en separat palæstinensisk og israelsk stat. Hvis den israelske regering prøver, kan det føre til en borgerkrig mellem den og militante bosættere.

På den palæstinensiske side er det største problem nok, at mange har mistet deres jord og ejendom, og selvfølgelig ikke frivilligt vil give endeligt afkald på den. De vil have en eller anden form for kompensation, og mange føler i dag, at de ikke har så meget mere at tabe, eller også stoler de ikke på, at Israel vil holde en aftale.

Nye flygtningestrømme


Indtil nu har Israel kunnet overtage stadig større områder på Vestbredden, og enkelte israelske politikere taler om helt at fordrive palæstinenserne. Den udvikling kan føre til en ny flygtningestrøm mod Europa, selv hvis nabolandene ikke bryder sammen under presset, og lige nu vil de europæiske lande mest af alt undgå flere millioner nye flygtninge.

Hverken Israel eller palæstinenserne kan tage det første skridt mod fred. Det kan blive tolket som et svaghedstegn eller en indrømmelse, som de begge er bange for, at den anden part vil udnytte. Derfor kan ingen af dem undersøge, hvad der skal til for at skabe en varig fred.

De europæiske lande kan gøre noget langt mere håndgribeligt og konstruktivt end at skrive breve og opfordre parterne til at tale sammen. De kan lave nogle modeller for en fredsaftale, som kan være acceptable for indbyggerne i Israel og i de besatte områder, finde ud af, hvad de vil koste, og hvordan de kan finansieres.