Politikerne har ikke forklaret, hvad vi skal stemme om

Jeg skrev det før afstemningen om retssamarbejde i EU. Den endte med et nederelag, der blandt andet gør polities arbejde vanskeligere. Bragt i Jyllandsposten Bragt i Jyllands-Posten 29. november 2015.

Det bliver et nej den 3. december, i hvert fald at dømme efter dem, jeg har talt med. Den enkle årsag er, at politikerne ikke har gjort noget for, at almindelige mennesker kan forstå, hvad afstemningen konkret drejer sig om. Altså ikke noget med Europol, politisamarbejde, retsforbehold eller andre abstrakte størrelser, som de færreste ved, hvad dækker over.

Indtil nu er der ikke nogen, som har givet en forståelig oversigt over, hvad EU-landene konkret samarbejder om, og hvad de konkrete resultater er af det samarbejde. Der er heller ikke nogen, som har forklaret, hvad der konkret sker, hvis flertallet henholdsvis stemmer ja eller nej den 3. december. Det nærmeste er faktisk Dansk Folkeparti, som fortæller, at vi kan få en bedre ordning, hvis vi i første omgang stemmer nej.

Stilhed på de sociale medier  Samtidig har poliikerne ikke forstået, at mange mennesker ikke længere læser aviser. De finder dere oplysninger gennem Youtube, Facebook og andre digitale medier. Politikerne skal have debatten derud, hvis den skal nå flertallet i Danmark. De fleste mennesker vil meget fornuftigt stemme nej, når de føler, at de ikke ved, hvad afstemningen drejer sig om.

Det bliver kun værre af, at Løkke og til dels Socialdemokraterne – de siger ikke så meget – prøver at vælge den nemme løsning. De vil hænge afstemningen op på, at de anbefaler et ja, og at vi skal stole på dem. De fleste ledende danske politikere har en troværdighed, der er så dårlig, at det nærmest kan virke modsat.

Uden at ville det, gør politikerne den 3. december til en afstemning for og imod politikere, som mange er utilfredse med, flygtninge, overvågning og et EU, som mange er utrygge ved.

Jeg synes, det er ærgerligt. Sådan som verden ser ud i dag, er det nødvendigt, at vi er med i et samarbejde om europæisk politi og sikkerhed. Det er ikke ideelt, men situationen taget i betragtning er det den mindst dårlige løsning.